Jeg syntes The Beast kunne tåle lidt mere sejl ved vinkler fra 130 twa og dybere. Det er især kritisk i vind under 15-20 knob tws. Der ligger lidt en magisk grænse med bådfarten lige over 9 knob. Kommer båden først over de 9, hopper den ud af vandet og accelerer nemt et par knob yderligere.

For at trykke båden op på 9 knob lidt tidligere, har jeg derfor fået en ekstra A2 gennaker.

Spilerfaldet er flyttet ca. 1 m højere op (til mastetoppen) og bovsprydet er kørt 1,5 m længere ud. Sejlet har fået øget midterbredden fra 100 % til 110 %. Summen af ændringerne giver plads til arealforøgelse fra 82 kvm til 117 kvm. Dugen er 0,5 mod 0,75 oz. på den nu næststørste spiler.

Derudover har jeg tilføjet et spilerstagsejl på 17 kvm. Dette sejl har størst effekt på vindvinkler mellem 140-160 twa.

Jeg fik testet de nye sejl i søndags på en 75 sømil hjemtur fra Anholt til Lynetten. Vindstyrken lå mellem 6-15 knob, twa 140-160.

Sammenlignet med det forrige sejl, steg bådfarten med rundt regnet 1 knob, plus at jeg kunne gå 5-10 grader dybere. En markant forbedring

Til trods for sin store bredde, virkede sejlet nemt at trimme og holde flyvende. Selv i de laveste vindstyrker fløj det, qua det eminente design og den lette dug, ubesværet.

De 3 øvrige flyvesejl på båden, sidder alle på et Harken Reflex rullesystem. Det sikre en nem og uproblematisk bjærgning under alle vindforhold / vindvinkler.

Men da den nye A2 forhåbentlig aldrig vil være oppe i så meget vind, at det giver anledning problemer med at sætte og bjærge, er rullen fravalgt.

Det sættes nemt fra spilerposen stævnen. Halsen listes helt ud på bovsprydet, faldet sættes hurtigt og der skødes hjem. (Husk at slække læ barberhaul)

Jeg bjærger sejlet ved at trække det luv skøde ind mellem bommen og storsejlet. Smider faldet helt, trækker sejlet godt og vel halvt ned og dropper derefter tacklinen. Armene går lidt som møllevinger et par sekunder og så er den ged barberet.

Fordelen ved at bjærge mellem bom og storsejl er bl.a. at du ikke får den store friktion henover dæk, søgelænder og andre fittings. Der er kun minimal risiko for at ødelægge sejlet og det kan næsten ikke nå at ramme vandet.

Spilerstagsejlet er syet af en let Aramid dug og sat på et lille Harken rullesystem, buttom/up. Halsen er 0,5 m agten for forstaget og bliver sat i fokkefaldet, skødet i borde. I bomningerne ruller jeg sejlet helt ind.

A2 max’n koster selvfølgelig en del på DH-ratingen. Omkring 14 sek/nm på gph.

Det svarer til omkring 27 minutter på en Fyn Rundt. En hurtig hovedregning viser at, jeg skal bruget sejlet på 30 % af distancen for at opnå en break-even. Ikke urealistisk. Men uanset hvad, så har jeg haft det sjovt så længe

Med i overvejelserne er selvfølgelig også at en del af de sejladser jeg vægter højt, Silverrudder, Vegvisir og One Star Challenge, sejles helt uden rating. I disse sejladser bonner det kun ud med øget sejlglæde.

Jeg glæder mig til at teste det under pres på Silverrudder om et par uger.


Jan B. Hansen

North Sails

0 Kommentarer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: