Silverrudder 2022

En kort historie lang.

Vi starter helt tilbage i april 2021, hvor jeg bestilte vores nye Aeolos P30.

Den skulle oprindelig have været leveret i september 2021. Men en masse forsinkelser af først bygningen af båden som primært havde udspring i leveringsproblemer af mange dele og en konstant raffinering/optimering af båden under bygningen. Derefter et transporthelvede som tog fra maj til september, før båden var i EU.

Mit startsignal til årets SilverRudder gik allerede mandag d. 5. september, 13 dage før starten i Svendborgsund.

Først i køretur fra København til Pauger Mast i Ungarn. Der fik jeg den 2-delte mast på taget af bilen tirsdag formiddag. Derfra gik turen mod Genoa, hvortil båden var ankommet på en ro/ro færge en uge forinden. Hele onsdagen og torsdag formiddag gik med at vriste båden ud de italienske toldere. Først over middag torsdag, kunne kursen sættes nordover. Ankomst til Amager fredag eftermiddag. Nu mindre end uge til start.

 

Der blev arbejdet intensivt med båden fra fredag til lørdag eftermiddag, hvorefter vi kørte den Thurø og søsatte lørdag aften.

Søndag og mandag gik med tilrigning og en meget interimistisk installation af NKE elektronikken.

Første korte tur på vandet tirsdag middag med et par potentielle kunder. I mere end 20 knob tws var der nok at se til.

Onsdag fik vi et par timer på vandet i lidt mere luft. Men vi fik så meget ro ombord, så der var mulighed for at lufte den lille asym på 80 kvm. Båden gik nemt og ubesværet 13-14 knob på twa omkring 140. Sætning og drop blev øvet et par gange alene. Så er det jo lært 🙂

På krydset var vi noget overlæsset med canvas. Vi burde nok have taget et reb eller to, men det var endnu ikke tilrigget. Trods en krængning på 25-30 grader i pustene, var båd i fin balance. Helt uden rortryk, fortsatte den lige ud i pustene.

Torsdag formiddag endnu en kort tur på vandet sammen med Helle. Igen mere end 20 knob tws. Ikke de ideelle forhold til tuning af autopilot, rig og sejl. Men det er som det er og starten er i morgen. De sidste småjusteringen var klar kl 16:00. En time før skippermødet.

Jeg kunne ikke være kommet hertil uden en masse hjælp. Især fra Hans Genthe, det lokale supportteam Dorthe O. / Anders + Riggerne og ikke mindst Helle (Min smukke hustru <3 )

Raceday

Start kl 10:30 igen under friske forhold, pust op 30 knob, lidt åben vindvinkel. Med lidt mere rutine ville en jiib 0 være passende, men jeg begrænsede mig til fok og fuldt storsejl (som blev sejlløsningen hele vejen til Rantzausminde) Der var modgående strøm på 1 knob i starten, men alle holdt sig pudsigt nok langt væk fra startlinjen. Det efterlod masser af plads til mig og jeg fik perfekt start, fri vind og masser af fart.

Det er et sandhedens øjeblik som både jeg og hele The Silverrudder community, har ventet på så længe. Står den helt stille i havet eller kan den flytte sig når den bliver sat op ved siden af andre konkurrencedygtige både?

En halv times tid senere var svaret klart: Den kan i den grad flytte sig 🙂

 

Jeg var noget usikker på om min autopilot var tunet ordentlig ind og besluttede at håndstyre så meget som muligt. At gå på dæk for at sætte flyvesejl op mod Storebæltsbroen var ikke en mulighed under friske forhold med de 30 knob tws i pustene. Båden fløj afsted i meget fin balance med 10-14 knob. Utroligt at mærke båden selv i de kraftigste pust og med stor krængning, ikke blev luvgerrig, men balancerede fint på roret uden tryk.

De to forreste Dehler 30 OD, blev sejlet flot og rutineret og kom forbi inden broen med hhv. A5 og Code 0. En håndfuld Seascape 27 kunne gå noget længere ind under broen og fik dermed et pænt forspring.

Vinden aftog til 10 knob i Kertemindebugten og drejede mod nord. Den lette luft på kryds passede bæstet rigtig fint. Ved Lillegrund var vinden igen drejet mod vest, men jeg var rykket frem som to’er af samtlige både. Kun Max Gurgel foran i sin Dehler 30. Det burde være overkommeligt at hente ham i det løje kryds mod Æbelø. Desværre byggede vinden op til 20 knob, samtidig med at den drejede mod nord igen. Det gav en ubehagelig stopsø lige imod på styrbord halse. Ikke kun til Æbelø, men hele vejen til Fredericia. Det havde jeg med de få timer i båden, ikke et svar på. Resultatet blev et alt for stort tab af distance til de førende. Det blev ikke nemmere af at vind, log og lod steg af, samtidig med at autopiloten ligeledes mistede sin virkelighedsopfattelse med ujævne mellemrum. Lidt som at fægte i blinde i den sorte nat.

Så til trods for den meget åbne vindvinkel fra Stenderup Hage helt til Svendborg, måtte flyvesejlene blive nede i sækken.

Bådfarten lå mellem 8-13 knob. Brandærgerligt bare at kunne se på en håndfuld konkurrenter komme sejlene bagfra med spiler og forsvinde udover horisonten.

Inde baghovedet lurede en bemærkning som Andreaz Mihelin kom med under livestreamingen fra starten og som Helle (verdens bedste shorecrew) havde overbragt mig: ”Jan Hansen not being the youngest guy, will have his hands full in this complicated boat. I wouldn’t be surprised if he doesn’t make it around Fyn” Hårde og ærlige ord fra en god sejler som Andreaz, men god motivation til bare at komme banen rundt i slæbegear.

Ved Lehnskov aftog vinden til omkring 4-6 knob og modstrømmen var 1-2 knob.

At sejle videre uden spiler ville være håbløst, så jeg fik snøvlet den lille kyllingespiler på 80 kvm frem. I den tynde luft har jeg aldrig set en båd sejle så hurtigt. De nærmeste agterude blev hurtigt mindre og dem i front større. En rigtig god fornemmelse at tryk i båden.

Efter et par bomninger kom jeg uden om div. færger og bro hen til mållinjen kl. 07:24. Knap 21 timers lærerig sejlads under bæltet, men jeg var træt som en mand på 64

Hvad har jeg lært:

Der er meget mere at hente i tynd luft med et dybere trim på storsejlet (Blødere toppinde og mere ret mast). Bedre fokketrim, den var lidt for højt skødet. Valg af større spiler på vej mod mållinjen.

I hård vind skal der bare nogle flere timer på vandet og en bedre installation elektronikken.

The Beast og jeg skal nok blive gode venner i de kommende sæsoner. Den skal bare lige lære hvem der bestemmer.

Det når vi alt sammen i næste uge.


Jan B. Hansen

North Sails

0 Kommentarer

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: