Hjemtransporten fra Cowes

Efter at have været med på en juletur til Christianshavn lørdag den 15. december (se forrige månedsbrev), syntes Jeres formand, han ville tage en juletur mere. Så dagen efter tog jeg sammen med en tidligere kollega flyveren til London, taxa til Southampton og færgen til Cowes på Isle of Wight. Herfra havde jeg lovet en lykkelig bådejer at sejle hans nyerhvervede båd til Ishøj. Båden var en 33 fods Figaro2, som er bygget af franske Beneteau, og er en båd, der i Frankrig og Storbritannien især bruges til singlehand- og shorthandsejladser. Det er en meget velsejlende båd, men den vi skulle sejle, var desværre uden nogen former for komfort om læ.

 

Netop, som vi lettere forsinket ved 16-tiden ankom til Cowes, begyndte det at regne og samtidig sænkede mørket sig. Vores oprindelige plan om at bruge lidt tid på at se nærmere på båden, blev derfor justeret til at bestå af proviantering ved en hurtig visit i det nærliggende supermarked for derefter at komme af sted.

Efter at have båret lidt proviant om bord lod vi fortøjningerne gå søndag aften kl. 18. Ude af havnen fik vi i bulder mørke sat storsejlet og en genua1. Genuaen var desværre ikke på rulle men skulle i en headfoil. Ikke at det var et problem, men senere havde det nu været dejligt, om vi bare kunne rulle genuaen ind. Vinden var frisk fra en sydvestlig retning, så vi have god fart på fra begyndelsen. Da vi kom ud af The Solent øgede vinden, og da vi endnu ikke var helt dus med båden, besluttede vi at bjærge genuaen. Det var første gang vi ønskede, den havde været på rulle.

Mandag morgen var vinden løjet til omkring de 8 m/s, genua1 var atter sat, og da solen stod op, havde vi om bagbord et flot syn til de hvide klipper ved Dover. Vores første veloverståede nat skulle selvfølgelig fejres med morgenmad og varm kaffe. Men her var det så, vi kunne konstatere, at gasinstallationen ikke virkede, og vi kunne således i stedet se frem til nogle dage uden varm kaffe og suppe. Nå men vi er begge oprindeligt professionelle søfolk, så der skulle mere til at slå os ud. I øvrigt blev mandagen en meget fin dag. Vinden holdt retning og styrke, temperaturen sneg sig op på 15 grader og et par gange sprang delfinerne for stævnen. Efter at have krydset trafiksepareringen så nær vinkelret som muligt, var det nu bare om at komme nordover. Først langs den franske kyst og derefter den belgiske og hollandske. 

 

Den meget fine mandag blev efterfulgt af en flot nat med stjerneklar himmel og dejligt måneskin. Og da vinden stadig blæste frisk fra sydlig retning, var der ikke meget at klage over – det skulle da lige være manglen på varmt at drikke og spise. Tirsdag var det slut med klar himmel. Det var nu overskyet og temperaturen var også dalet. Til gengæld var vinden øget og stadig med fuldt storsejl og genua1 registrerede vi vest for Texel på dejlige store bølger turens højeste fart – 16 knob. Efter at være kommet ”rundt hjørnet” og nu sejlende på en østlig kurs mod Cuxhaven, begyndte vinden desværre at dreje mod sydøst. Men da der var lovet aftagende vind til natten, var vi stadig ved godt mod. Men vinden aftog ikke, og det meste af aften og natten havde vi 12-15 m/s. Det var nu anden gang, vi ønskede, det var en rullegenua. Men der var ikke noget at gøre. Vi måtte have en mand på fordækket. Heldigvis nærmede vi os et område med mange store ankerliggere, så vi sejlede op mellem disse, bjærgede genuaen i læ af en af dem og fortsatte resten af natten for storsejl alene. 

Da det blev lyst onsdag morgen, var vi godt i gang med indsejlingen mod Elben og Brunsbüttel og uden at have gjort noget for det, var vi heldige med tidspunktet og havde medstrøm. Ved 11-tiden var vi klar til at sejle i slusen og kl. 12 var vi igennem. Efter at have tanket lidt diesel, tog vi fat på Kielerkanalen, men da lystbåde kun må gennemsejle kanalen i dagtimerne, kunne vi ikke nå igennem om onsdagen. Det passede os nu glimrende, for så kunne tage en nat i Rendsburg. Og vi trængte efterhånden også til at sove lidt mere end en time af gangen. Så derfor blev et hurtigt måltid mad på en MacDonalds (det nærmeste vi kunne finde) efterfulgt af 11 timers uafbrudt søvn på hver vores rørkøje under cockpittet.

Torsdag morgen var vi så klar igen og efter morgenmad (det blev også på MacDonalds) og lidt indkøb på en nærliggende tankstation, tilbagelagde vi det sidste stykke af Kielerkanalen og var igennem slusen ved Holtenau ved 12-tiden. Vind var der ikke meget af, så vi var enige om, vi hellere måtte få fyldt dieseltanken op. I Holtenau var der intet at få, så derfor videre til Laboe. Efter her at have fortøjret ved tankstationen kom en venlig mand og fortalte, at anlægget var kaput, men at vi kunne tanke i Strande. Derfor straks kurs mod Strande, hvor der ved tankstationen var et telefonnummer, man kunne ringe til. Ejeren af telefonen svarede bare ikke L. Nu var skippers tålmodighed opbrugt, så jeg besluttede, at vi måtte sejle med den smule diesel vi havde. Også selvom der ikke var ret meget vind. Således forlod vi ved 15-tiden Strande og satte kursen mod Femernsund-broen. Heldigvis øgede vinden, da vi kom lidt fri af land, og med vinden fra en sydøstlig retning kunne vi lige holde op. Vi var fremme under broen ved 20-tiden, og da var det buldermørkt. Turen ud gennem den smalle rende øst for broen, hvor der ikke er lys på bøjerne, kræver man er vågen, så det var godt, vi natten inden havde fået sovet ud.    

Men nu var vi jo næsten også hjemme. Vi skulle bare lige over til Gedser, op til Møn, videre til Stevns og så til Ishøj. Vinden var med os (stadigvæk fra sydøstlig retning), men desværre ikke helt så meget af den, som vi kunne ønske. Og så var det igen en nat, hvor alt var sort. Heldigvis var der ikke meget trafik, så vi fik på skift blundet lidt ind imellem. Fredag den 21. december kl. 12 ankom vi til Ishøj, og lige i indsejlingen til Ishøj havde vi så turens eneste reelle problem – Vi gik på grund. Og det med en båd, der stikker 2,20 meter. Jeg undrer mig fortsat over, hvordan nogle af de store både, der ligger i Ishøj Havn kommer ind og ud af denne – men det gør de måske heller ikke.

Men lige mellem molehovederne var der altså en mudderbanke, som vi sad fast på. For at komme fri krævede det fuld bak på motoren, roret i borde og os to ombordværende ud i bommen. Tror læseren jeg havde travlt med at komme ind i båden igen og få fat i gashåndtag og rorpind, da båden var fri af mudderet? Ja det havde jeg, men alt gik heldigvis godt og 5 minutter efter havde vi fortøjret båden på aftalt sted.

Vi gjorde turen på 4 døgn og 18 timer, hvoraf de 16 timer var ophold i Rendsburg. Vi sejlede således ca. 680 sømil på 98 timer, hvilket giver en gennemsnitsfart på lige under 7 knob.