Vegvisir 2025.

Vegvisir 2025
English translation by Google further down in the text.

Fredag d. 5. september kl. 17:00. Starten går for sprinter banen på 94 sømil for singlehand sejlerne på årets Vegvisir Race. Total var vi 12 startende både, 2 lidt mindre, 3 lidt større og 7 i min small klasse, 25-30 fod. En god håndfuld af dem meget kompetetive både: Bl.a. Sunfast 3200, JPK 10.30, Esse 850 mv.

Jeg fik timet starten fint. Jeg brugte min Atlas2 til at pinge begge ender af linjen, så jeg hele tiden havde tid og afstand til linjen.
Resultatet blev en perfekt start ved luv mærke med 100 % på farten. Fly-by mærket ved havnehullet kunne lige præcis holdes op på bb halse. Jeg rundede begge mærker samtidig med Patrick i hans Esse 850. Efter de sidste fly-by mærke var det op med den blå A2 og afsted mod Sprogø med 8-10 knob. Alle konkurrenterne blev efterladt agter. Men det skulle snart blive anderledes. Det næste mærke efter Sprogø var en gul afmærkning ca. 2,5 sømil nordpå. Men mærket var der ikke -:(
Jeg sejlede adskillige hundrede meter nord for den opgivne position, men nix, intet mærke. Bådene agten for mig begyndte at vende og sejle sydover mod næste waypoint. Så min forspring blev forvandlet til et ”bagspring”, surt show.
Jagten på Esse’n gik ind på halvvindsbenet mod Langelands sydspids. Esse’n og JPK’n satte begge en code 0. Men ifølge mit polardiagram ville det ikke kunne betale sig for mig. Jeg holdt på med storsejl og fok i de 12-15 knob tws. Næsten for mageligt, men i løbet kort tid var Esse’n hentet. Den større JPK fik et forspring på 1,5 sømil inden vi nåede sydspidsen kl. 00:45, en distance på ca. 40 sømil fra broen.
Derfra var det et noget skævt kryds mod Marstal, stadig i fin vind 10-14 knob tws. Aeolos’n var i fin balance og gik rigtig fint i de lidt stejle bølger på første del af krydset, endnu bedre da søen lagde sig tættere på land. En spændende runding inde ved den sidste del af sejlrenden mod Marstal og ved selve havnehullet.
Meget let vind og en håndfuld små fine vendinger. Jeg fik efterladt Esse’n i den lette luft og havde hente ret fint ind på JPK’n.

Fri af den markerede rende var det op med A2 igen. Jeg trækker altid faldet oppe ved masten, sætter faldet i en masteklemme og totner det og gennem spilaflasteren hurtigst muligt. Spileren nåede lige at fylde og jeg tænkte det her luv sæt gik da meget godt, da jeg hørte den hvislende lyd af faldet der susede op gennem masten og på et splitsekund gik spileren fra at være en trækhest til et drivanker.
Fedt nok her kl 3 om natten, not. Med en del besvær og en enkelt piruette med båden, fik jeg hejst den op igen og kursen sat hen over det flade vand mod Strynø. Et par bomninger blev det også, men med fin fart i kassen. Hurtigere end begge de nærmeste både.
Alt var godt og da jeg nåede de første bøjer ved renden mod Rudkøbing, lå jeg siden om side med JPK’n.
Jeg havde renden nok 30 m på min stb side og ham 2-3 m på min bb side, samme halse.
Han spurgte lidt nervøst til vanddybde og ville gerne ind i renden.
Jeg nåede lige at svare at jeg stak 45 cm mere end ham, så han kunne tage det helt roligt.
Så tog jeg sandbunden, parkerede der og JPK’n daffede nok så fint ind i sejlrenden foran mig.
Jeg fik båden fri ved at tvinge den op gennem vindøjet med en bakket fok og kom tilbage i renden, men ikke før end Patrick i Esse’n havde hente den halve sømil han var bagud med + lidt til. Nå, men Aeolos er hurtig i den lette luft, 4-6 knob.
Under broen ved Rudkøbing hentede jeg JPK’n igen og sandelig om ikke Esse’n gik på grund kort efter broen. Vupti, så jeg forreste båd igen.

Strækket fra Rudkøbing og hele vejen til Nyborg var relativt begivenhedsløst med Code i 6-10 knob tws.
Selvfølgelig så jeg da bagud for at se hvor de 2 andre var blevet af, men afstanden til Esse’n var næsten konstant.
JPK’n sakkede længere og længere agterud, lidt uforståeligt, da det jo ellers er en hurtig båd.

5 sømil før mållinjen syntes jeg nu alligevel at Esse’n var kommet lidt for tæt på, samtidig med at vinden rummede lidt.

Op med store A2 igen. Det holdt i næste 5 minutter indtil vinden kom tilbage til 80 twa. Ned med A2 og ud med Code 0.
Der skulle kæmpes hårdt med at få A2’n da faldet var fløjet rundt om toppen på storsejlet. Det giver ret meget friktion, men det kan desværre ske når spileren bjærges på en skarp skæring.
Godt svedig nåede jeg mållinjen lidt over kl. 8. Ca. 5 minutter før Esse’n og godt 25 minutter før JPK’n. Esse’n fik et tillæg i sejltiden på 20 minutter for at bruge motor ved grundstødningen.

Du kan gense hele sejladser her på Trac-Trac.

Alle de større både der sejlede doublehand på den samme distance (med start kl. 17:20) nåede jeg aldrig at se.

På molen nåede jeg ikke engang at få sejltøjet helt af, førend Morten Brandt var klar med bobler og en mikrofon. Men det er godt Morten får skabt noget online liv og opmærksomhed omkring sejladsen. Den fortjener langt flere deltagere.

Vedr. det manglende mærke: RC havde ugen før sejladsen kontrolleret om det var på plads, så dem klandrer vi ikke for den situation. Russerne får skylden.

Alt i alt en rigtig fin sejlads med et godt resultat, hvor de fysiske udfordringer udelukkende kom fra mine egne dumheder.

En stor tak igen til mit utrættelige shorecrew, Hellen Hansen og Morten Davidsen. De er begge på døgnet rundt med uvurderlige input og opmuntrende bemærkning.

Næste stop Silverrudder i Svendborg d. 19. september.

Friday 5 September at 17:00. The start is for the sprinter course of 94 nautical miles for the singlehand sailors at this year’s Vegvisir Race. In total, we were 12 starting boats, 2 slightly smaller, 3 slightly larger and 7 in my small class, 25-30 feet. A good handful of them very competitive boats: Sunfast 3200, JPK 10.30, Esse 850 etc.

I timed the start well. I used my Atlas2 to ping both ends of the line, so I always had time and distance to the line.
The result was a perfect start at the windward mark with 100% on the move. The fly-by mark at the harbor hole could be held up just right on the bb tack. I rounded both marks at the same time with Patrick in his Esse 850. After the last fly-by marks it was up with the blue A2 and off towards Sprogø at 8-10 knots. All the competitors were left behind. But that would soon change. The next mark after Sprogø was a yellow marker about 2.5 nautical miles north. But the mark was not there -:(
I sailed several hundred meters north of the given position, but nothing, no mark. The boats astern of me started to turn and sail south towards the next waypoint. So my lead was transformed into the opposite.
The chase for Esse began with a tight reaching leg towards the southern tip of Langeland. The Esse and JPK both set a code 0. But according to my polar diagram it would not be worth it for me. I kept on with mainsail and jib in the 12-15 knots tws. Almost too comfortable, but in a short time Esse was caught up. The larger JPK got a lead of 1.5 nautical miles before we reached the southern tip at 00:45, a distance of about 40 nautical miles from the bridge.
From there it was an upwind towards Marstal, still in a fine wind 10-14 knots tws. The Aeolos was in good balance and went really well in the a bit steep waves on the first part of the upwind, even better when the sea settled closer to land. An exciting rounding in the last part of the channel towards Marstal and at the harbour entrance itself.
Very light wind and a handful of small, nice tacks. I managed to leave Esse in the light air and had caught up quite nicely on the JPK.

Free of the marked channel, it was up with A2 again. I always pull the halyard up at the mast, put the halyard in a mast cleat  and then lock in the cockpitjammer as quickly as possible. The A2 just managed to fill and I thought this  set went very well, when I heard the hissing sound of the halyard rushing up through the mast and in a split second the A2  went from being a workhorse to a drift anchor.
Cool enough here at 3 am, not. With some difficulty and a single pirouette with the boat, I managed to hoist it up again and set course across the flat water towards Strynø. A couple There were also some jibes, but with good speed in the boat. Faster than both of the nearest boats.
Everything was good and when I reached the first buoys at the channel towards Rudkøbing, I was next to JPK.
I had the channel probably 30 m on my starboard side and him 2-3 m on my bb side, same tack.
He asked a little nervously about the water depth and wanted to enter the channel.
I just managed to answer that I had 45 cm more draft than him, so he could take it easy.
Then I took the sandy bottom, parked there and JPK dabbed nicely into the channel in front of me.
I got the boat free by forcing it up through the wind eye with a backed jib and got back into the channel, but not before Patrick in his Esse had caught up with the half a nautical mile he was behind + a little more. Well, but Aeolos is fast in light air, 4-6 knots.
Under the bridge at Rudkøbing I caught up JPK again and indeed if not Esse went aground shortly after the bridge. Wow, I saw the leading boat again.

The stretch from Rudkøbing and all the way to Nyborg was relatively uneventful with Code at 6-10 knots tws.
Of course I looked back to see where the other 2 had gone, but the distance to Esse was almost constant.
The JPK slowed further and further astern, a bit incomprehensible, since it is otherwise a fast boat.

5 nautical miles before the finish line I thought that Esse had come a little too close and the wind turned from 90 to 130 twa.

Up with big A2 again. It lasted for the next 5 minutes until the wind came back to 80 twa. Down with A2 and out with Code 0.
It was a hard fight to get the A2 as the halyard had flown around the top of the mainsail. It causes quite a lot of friction, but unfortunately that can happen when the spinnaker peeled in a tight wins angel.
I reached the finish line a little after 8 am, sweating profusely. About 5 minutes before Esse and a good 25 minutes before JPK. The Esse got an extra 20 minutes in sailing time for using the engine when running aground.

You can watch the entire races here on Trac-Trac.

I never got to see all the larger boats that were sailing double-handed the same distance (starting at 17:20).

I didn’t even get to take off my sails completely on the pier before Morten Brandt was ready with bubbles and a microphone. But it’s good that Morten is creating some online life and attention for the race. It deserves far more participants.

Regarding the missing marker: RC had checked the week before the race to see if it was in place, so we don’t blame them for that situation. The Russians are to blame.

All in all, a really nice race with a good result, where the physical challenges came solely from my own stupidity.

A big thank you again to my tireless shorecrew, Hellen Hansen and Morten Davidsen. They are both available 24/7 with invaluable input and encouraging comments.

Next stop Silverrudder in Svendborg on September 19th.